I takt med at danske landbrug bliver større og større, bliver der også et øget behov for professionalisering af bestyrelser på bedrifterne.

Det mener man i hvert fald i Rådgivningscenter Heden & Fjorden, som derfor nu arrangerer en konference om professionelt bestyrelsesarbejde.

Ved konferencen vil blandt andre erhvervsmand Asger Aamund og professor ved Aarhus Universitet Mette Neville komme med indlæg vedrørende muligheder og fordele ved bestyrelser i konkurrencedygtige landbrug og mindre virksomheder.

- Vi håber, at deltagerne bliver inspirerede, og kan se de muligheder, professionelle bestyrelser kan give de danske bedrifter. Jo større en virksomhed bliver, jo mere brug kan der være for løbende sparring på strategisk niveau, siger udviklingsdirektør i Heden & Fjorden Hans Peter Bay i en pressemeddelelse.

Konferencen henvender sig ifølge Heden & Fjorden til folk, som gerne vil udvikle deres nuværende bestyrelse, vækstlandmænd, som gerne vil etablere en bestyrelse, eller andre, som ønsker at være med i en bestyrelse. Ægtefæller er også velkomne.

Konferencen finder sted torsdag den 18. april fra klokken15.00 på Rådgivningscenter Heden & Fjorden. Tilmelding er nødvendig senest den 15. april.