Avis: Bankers dårlige udlån er tæt på tredoblet på fem år
Ifølge cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk har krisetider i landbruget bidraget til situationen i bankerne
Landets ti største banker har dårlige udlån for 142 milliarder kroner mod 55 milliarder kroner for fem år siden. Og det er ifølge Finanstilsynet historisk højt. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk konstaterer, at krisetider i landbruget har bidraget til situationen:
- Det viser, at krisen har været meget hård, og at det danske hjemmemarked har været hårdt ramt. Det er klart, at det har påvirket bankerne. Især landbrug og erhvervsejendomme, men også bygge- og anlægsbranchen har været hårdt ramt, siger Niels Storm Stenbæk til Morgenavisen Jyllands-Posten.
De ti banker har ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten 80 milliarder kroner stående på en tabskonto, der skal betale for de konkurser og tvangsauktioner, som forventes at komme i nær fremtid.