Britiske får begravet i sne
Kraftigt snefald i Storbritannien får landmænd til at frygte, at tusindvis af dyr er døde
Store dele af Storbritannien blev i weekenden dækket af masser af sne.
Og det kraftige snefald kan vise sig at blive fatalt for mange får og lam, der befinder sig udenfor. Det skriver Farmers Weekly.
Landmand Eric Taylforth fra Cumbria har både får og kvæg på græs. Han forklarer til Farmers Weekly, at mange af dyrene er ramt af sult, snefygning – og i nogle tilfælde fanget under sneen.
- Det vil være en katastrofe, hvis det her fortsætter. Det kan blive lidt lige som i 1963, hvor halvdelen af fårene i Lake District døde, siger Eric Taylforth til Farmers Weekly.
Han frygter, at dyr ligger begravet under sneen, men på grund af sne og is er det umuligt for ham at komme frem til dyrene.
Ifølge regionsformand for NFUS Dumfries og Galloway Andrew McCornick kommer sneen på et meget dårligt tidspunkt, fordi forårets lam i det store hele er kommet til verden:
- Så sneen kunne ikke have ramt på et værre tidspunkt. Det er lykkedes os at få foder frem til de dyr, vi har fundet – og vi har gravet mange fri af sneen. Men vi slås stadig med at nå frem til mange af de sårbare får og vi ved, at vi sandsynligvis har lidt store tab, når sneen er væk, siger han til Farmers Weekly.





































