Auken giver Bæredygtigt Landbrug »en på snotten«
Miljøminister Ida Auken (SF) langer i tv-program hårdt ud efter Bæredygtigt Landbrug.
Der var hård kritik af Bæredygtigt Landbrug fra miljøminister Ida Auken (SF), da hun søndag aften i Deadline på DR2, debatterede kursskifte i landbruget med L&F-direktør Søren Gade.
Mod slutningen af debatten blev Ida Auken således spurgt om, hvornår hun vil ændre måden man miljøregulerer på i Danmark. Til det svarede ministeren, at først vil hun vente på, at Natur- og Landbrugskommissionen om en måneds tid kommer med deres anbefalinger. Derudover så kræver det, at landbruget og de grønne organisationer lærer at tale sammen, og at det kan lykkees for regeringen og oppositionen at nå frem til nogle langsigtede løsninger, som ikke bare bliver ændret efter næste valg.
- Og det kræver selvfølgelig, at landbrugets organisationer ikke sprænger i luften internt, fordi der er en yderst populistisk gruppe, der kalder sig Bæredygtigt Landbrug, som gør alt for at spolere den gode dialog og sagligheden i debatten, sagde Ida Auken.
Bemærkningen fra Ida Auken fik deadline-vært, Martin Breum, der var løbet tør for tid til at udbryde:
- Så fik de også lige en på snotten.
Ida Auken har tidligere udelukket Bæredygtigt Landbrug fra dialogen om næste generations vandplaner. Blandt andet trak hun med kort varsel foreningens invitation til et stort anlagt møde om planerne sidste år, som følge af foreningens holdning til randzoneloven.
Se Ida Aukens udfald mod Bæredygtigt Landbrug her


































