Miljøminister Ida Auken (SF) har bedt Vildtforvaltningsrådet komme med deres anbefalinger til en eventuel erstatningsordning for ulveangreb.

- Det er helt ekstraordinært, at ulven er kommet tilbage til Danmark efter 200 år. Derfor er jeg villig til at se på, om vi skal have en erstatningsordning alene målrettet ulveangreb, siger Ida Auken i en pressemeddelelse.

Vildtforvaltningsrådet skal på et møde både drøfte en forvaltningsplan og en eventuel erstatningssordning for ulveangreb.

Miljøministeren understreger, at genindvandringen af ulven er noget ekstraordinært. Det er derfor alene en erstatningsordning i forhold til ulv, der nu skal drøftes.

- Vores nabolande har vist, at det kan lade sig gøre at leve side om side med ulven. Både Tyskland og Sverige har forskellige erstatningsordninger for ulveangreb, og derfor synes jeg, at det er naturligt, at vi ser nærmere på muligheden for en sådan ordning i Danmark, lyder det fra miljøministeren.

Ifølge Miljøministeriet udbetales der erstatning i Tyskland, hvis landmanden har sat ulvesikre hegn op af en vis standard. I Sveriges udbetales der erstatning for dræbte dyr efter faste tariffer og til ekstraudgifter ved ulveangrebet. Det skal konstateres med mere end 50 procent sikkerhed, at det er angreb fra ulv og ikke fra hunde, før der kan udbetales erstatning.