EU's landbrugsministre nåede sent tirsdag til enighed om en fælles landbrugspolitik – som dog senere skal forhandles på plads med Europa-Parlamentet.

Landbrug & Fødevarer (L&F) vurderer, at aftalen bløder op på nogle af de hårdeste økonomiske slag for danske mælkeproducenter, men som helhed kan aftalen komme til at koste dansk landbrug milliarder af kroner.

Organisation peger blandt andet på, at landbrugsministrenes aftale fortsat giver mulighed for, at nationale regeringer kan flytte op til 15 procent mellem pengekasserne.

- Hvis danske politikere vælger at flytte 15 procent – svarende til en milliard kroner væk fra danske landmænd over til andre formål, mens andre lande gør det modsatte – så skal vi konkurrere med den ene arm bundet på ryggen. Det vil være en meget uheldig situation for den danske fødevaresektor, og et alvorligt brud med den fælles landbrugspolitik, siger formand i L&F Martin Merrild i en pressemeddelelse.

Til gengæld er der ros til fødevareminister Mette Gjerskov (S) for at have kæmpet mælkeproducenternes sag.

- Mange danske mælkeproducenter arbejder benhårdt på at få bedrifterne til at give overskud. Det er hårde tider oven på nogle svære kriseår, og derfor er økonomien bestemt ikke klar til store nedskæringer her og nu. For mælkeproducenterne betyder tilskuddet rigtig meget i de kommende år, og det er positivt, at der nu lægges op til, at bløde op på nogle af de mest drastiske nedskæringer, lyder det fra formanden for Dansk Kvæg, Peder Phillipp, i pressemeddelelsen.