Forekomsten af glimmerbøsser er stærkt styret af temperaturen. Ved stigende temperaturer er der derfor risiko for angreb af glimmerbøsser i vinterraps, og markerne skal flere gange om ugen undersøges for angreb, påpeger landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Videncentret for Landbrug.

Glimmerbøsserne kommer frem fra deres vinterhi i hegn og tilsvarende bevoksninger ved cirka 9 grader celcius, mens kortere flyveture kræver 12-13 grader celcius, og længere flyveture kræver cirka 15 grader celcius.

Hurtigt stor skade

Glimmerbøsserne gør størst skade i det helt tidlige knopstadie, hvor løvbladene endnu dækker knopperne. Den vejledende bekæmpelsestærskel i det tidlige knopstadie er tre glimmerbøsser pr. plante og i det sene knopstadie fem til seks glimmerbøsser.

Ved begyndende blomstring er bekæmpelse kun aktuel ved meget kraftige angreb – i størrelsesordenen 20 glimmerbøsser pr. plante.

Vær opmærksom på, at skadedyrssprøjtning under blomstring også bekæmper snyltehvepse. Snyltehvepse parasitterer i stort omfang glimmerbøssens larver, og mængden af snyltehvepse har derfor betydning for angrebsstyrken af glimmerbøsser året efter.

Bekæmpelse

Der er kun fire aktuelle midler, da der er udviklet resistens mod de øvrige godkendte midler. De fire midler har hver sin virkemekanisme. Det har ikke været muligt at finde forsøg med afgørende forskelle mellem midlerne.

Som tommelfingerregel kan ved kraftige angreb og høje temperaturer forventes omkring fem dages virkningstid af en sprøjtning. Ved lavere temperaturer og lavere angrebsstyrke er virkningstiden længere.

- I forsøgene er der ofte efter fire til seks dage opnået måske 70 procent effekt med normaldoseringen og måske 60-65 procent effekt med lav dosis, siger Ghita Cordsen Nielsen og fortsætter:

- De små forskelle i effekt har oftest ikke afspejlet sig i merudbytterne.

Får man ikke udsprøjtet en tankblanding af Mavrik, straks efter at det er fyldt i tanken, kan det være hensigtsmæssigt at tilsætte lidt syre for eksempel i form af 50-100 gram citronsyre pr. 100 liter vand. Det kunne være i en situation, hvor et omslag i vejret afbryder sprøjtearbejdet, og man stiller en næsten fuld sprøjte ind til at fortsætte næste dag.

Dette skyldes, at halveringstiden – som er den tid, det tager for halvdelen af midlet at blive nedbrudt  - for Mavrik er afhængig af pH i sprøjtevæsken. Ved pH 9 er halveringstiden 1,25 dage og ved pH 7 er halveringstiden 22,5 dage.

Udenlandske forsøg med vandmængder har i øvrigt vist bedre effekt med 200 l vand end med 100 l vand pr. ha.

Bladribbesnudebiller

Bladribbesnudebillen dukker ofte endnu tidligere op om foråret og ofte før glimmerbøsser.

- Ved bekæmpelse af glimmerbøsser opnås en sideeffekt mod bladribbesnudebiller ved brug af Mavrik og Biscaya, mens Avaunt ikke har effekt og effekten af Plenum er ukendt, oplyser Ghita Cordsen Nielsen.

Bladribbesnudebillen ligner skulpesnudebillen, men ser lidt spættet ud grundet en uregelmæssig hvidgrå behåring og har en hvidlig plet øverst på ryggen. Bladribbesnudebillen har derudover gulligrøde eller rustbrune fødder.

Larverne kan findes inde i stænglerne fra slutningen af april til begyndelsen af juni. Stængelmarven er brunfarvet af larvernes gnav og afføring. Ved kraftige angreb nødmodner planterne. På stænglerne ses larvernes indgangs- og udgangshuller.

- Behov for bekæmpelse kan kun fastlægges via gule fangbakker. Ingen af skadedyrsmidlerne har bladribbesnudebiller på etiketten. Bekæmpelse må derfor kun ske, hvis der samtidig er angreb af glimmerbøsser, slutter Ghita Cordsen Nielsen.