Nu skal hundredvis af ændringsforslag til landbrugsreform behandles
Tirsdag og onsdag afgøres det, hvordan EU's fremtidige landbrugspolitik skal se ud, hvis det står til Europa-Parlamentet.
Der bliver travlt onsdag for de 754 medlemmer af Europa-Parlamentet, når de i Strasbourg skal stemme om, hvad det er for et forhandlingsmandat, som de sender af sted til juni, hvor det er meningen, at EU's fremtidige landbrugsreform skal færdigforhandles med EU's landbrugskommissær Dacian Ciolos og landenes 27 landbrugsministre.
Mere end 350 ændringsforslag skal der således stemmes om i den fulde forsamling efter, at EU's landbrugsudvalg behandlede landbrugsreformen i januar. At alle Europa-Parlamentets medlemmer skal stemme om samtlige ændringsforslag blev først afgjort mandag aften efter et møde i EU's landbrugsudvalg. Parlamentets præsident, Martin Schultz, havde således i fredags ellers givet grønt lys for, at antallet af ændringsforslag, som det fulde parlament skulle stemme om kunne reduceres. Det kan man, når der er mere end 50 ændringsforslag.
- Jeg vil ikke have, at vores udvalg skal ses som et udemokratisk udvalg, lød det dog fra landbrugsudvalgets formand, Paulo De Castro, italiensk socialdemokrat, ifølge Euractive.com, mandag aften, efter at beslutningen at skære ned i antallet af afstemninger var blevet mødt af kritik fra i sær de grønne organisationer.
De Castro forklarede, at han mener, at det er vigtigt, at de parlamentsmedlemmer, der skal færdigforhandle reformen til sommer har et klart mandat at forhandle ud fra.
Det er første gang nogensinde, at Europaparlamentet har indflydelse på EU's landbrugspolitik.
Tirsdag fra klokken 15 og formentlig mange timer frem er der debat i Europa-Parlamentet om fremtidens landbrugspolitik.
Debatten tirsdag og afstemningerne onsdag, med dansk simultantolkning, kan følges her!






































