Hotline skal mindske frygt for ulven
Miljøministeriet åbner nu en telefon-hotline, hvor man kan få svar på spørgsmål om ulve
Hos Miljøministeriet ønsker man at bremse eventuel frygt og mytedannelse omkring ulven.
Derfor har ministeriet åbnet en ny hotline, som landets borgere kan ringe til for at få svar på spørgsmål om ulve. Det oplyser Naturstyrelsen på sin hjemmeside.
Ifølge Naturstyrelsen skal hotlinen hjælpe med til at sikre, at danskerne er trygge ved, at ulve i de kommende år vil vandre til Danmark og formodentlig slå sig ned permanent.
- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at danskerne ikke misforstår ulven, der nu er blevet en del af den danske natur. Vi kan sagtens leve fredeligt og roligt med ulven i vores natur, men det kræver, at vi ved noget om den, og at vi ikke kun henter vores viden om ulvene fra eventyrene, siger miljøminister Ida Auken (SF) på Naturstyrelsens hjemmeside.
Ud over en øget kommunikationsindsats har Ida Auken bedt Vildtforvaltningsrådet om at komme med et bud på, hvordan en konkret plan for håndteringen af ulve i Danmark skal se ud.
Det er muligt at komme igennem til ulve-hotlinen på telefon 70 12 02 11. Hotlinen er åben alle hverdage fra klokke 9.00 til16.00.





































