Fødevarestyrelsen har analyseret prøver fra 30 mindre besætninger med udegående høns over hele landet. I fire prøver er dioxin og PCB-indhold over grænseværdierne. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

De ramte besætninger har solgt direkte til forbrugerne, og har ikke leveret til ægpakkerier.

Fødevarestyrelsen har lukket for salg af æg fra de fire gårde.

Dioxin er en miljøforurening og stammer især fra afbrænding af affald og fra industriproduktion gennem tiderne. Noget tyder på, at det høje indhold af dioxin primært findes i æg fra små hønsehold, da disse høns går mere ude end høns i store besætninger.

Hos Fødevarestyrelsen vurderer man, at jo mere hønsene er ude, jo mere pirker de i jorden – og jo højere bliver indholdet af dioxin i æggene. Men sammenhængen er endnu ikke fastlagt.

Dioxin er ifølge Fødevarestyrelsen ikke akut giftigt, men kan være sundhedsskadeligt ved for højt indtag over længere tid.

Fødevarestyrelsen understreger, at langt de fleste danske æg overholder grænseværdien for dioxin.