Planteavl i teori og praksis
Den private planteavlsrådgiver Niels Libergreen, NL Planteavlsrådgivning, kan rådgive både ved skrivebordet, i marken og om maskiner
En agrarøkonomuddannelse med speciale i planter og kvæg. Flere års erfaring som driftsleder hos blandt andet HSH Agro I/S, Havnø Gods, Overgaard Gods og Mash Agro samt erfaring fra en stilling som sælger og rådgiver hos Balgaarde Landhandel.
Med den baggrund tilbyder Niels Libergreen planteavlsrådgivning til landmænd i hele Jylland.
Den teoretiske baggrund kombineret med en masse praktisk erfaring ser han som en af sine styrker.
- Der er nogle, der gerne vil have hjælp til eksempelvis at indstille maskinerne, eller de spørger ind til, hvornår det optimale bekæmpelsestidspunkt i marken er, fortæller den nystartede rådgiver, der oplever, at mange af hans kunder godt kan lide, at han selv har erfaring med praktisk landbrug.
Hos nogle af kunderne er han med i marken hver tredje uge henover vækstsæsonen, mens andre vælger et eller to besøg pr. sæson.
Pløjefri dyrkning og mejetærskeroptimering
Niels Libergreen har specialiseret sig inden for rådgivning omkring pløjefri dyrkning, som han mener giver en mere levende jord.
- Men jeg beskæftiger mig med alle former for rådgivning, og de fleste pløjer jo stadig, siger planteavlsrådgiveren, der har kunder med lige fra fem hektar til 650 hektar, siger rådgiveren, der bestemt ikke har fortrudt, at han er blevet selvstændig:
- Det er en fornøjelse og glæde hver dag, siger han.