Danskernes interesse for biavl er stigende, og derfor går fem biavlerorganisationer, NaturErhvervstyrelsen og Dalum Landbrugsskole sammen om at etablere et nyt uddannelseskoncept – »Basiskursus i Biavl«.

Parterne har tidligere præsenteret den nye uddannelse, men kurset er ændret i forhold til det oprindelige oplæg.

Nu gennemføres kurset som to gange to weekender, i stedet for to plus tre dage som oprindeligt planlagt. Ændringen forklares med, at der så bliver bedre plads til de mange emner – og mulighed for at gå i dybden med konkrete problemstillinger, som deltagerne finder interessante.

For det kræver ifølge initiativtagerne både viden og tålmodighed at blive en god biavler.

Opdelingen af »Basiskursus i Biavl« i to dele, en vinterdel og en efterårsdel, gør det muligt at tage kurset i bidder, men begge kursusdele kræves for at få hele pensum.

Første del af kurset holdes på Dalum Landbrugsskole fredag den 25. januar og lørdag den 26. januar 2013 og lørdag den 2. marts og søndag den 3. marts 2013.

Fortsættelsen planlægges gennemført i efteråret 2013.