Danish Crown har onsdag offentliggjort sit årsregnskab, og kommer i år ud med et resultat på godt 1,7 milliarder kroner, mens omsætningen er steget fra 51,8 milliarder kroner til 56,5 milliarder kroner.

- Det seneste år har budt på en uhørt stor værdistigning på råvarerne, og mens det presser vores forædlingsselskaber, så er det til gavn for ejerne, når vi taler om afsætning af det ferske kød. Vi har i årets løb udbetalt en milliard kroner mere til Danish Crowns ejere, og det er rigtig positivt, siger CEO for Danish Crown Kjeld Johannesen i en pressemeddelelse.

Samtidig konsolideres Danish Crown med mere end 400 millioner kroner, hvilket ifølge Danish Crown er det største beløb nogensinde.

- Det er knap en fjerdedel af årets resultat, og det er et klart signal fra Danish Crowns ejere, som på den måde bakker op om ejerskabet, siger Kjeld Johannesen.

Repræsentantskabet har onsdag samtidig godkendt en restbetaling på 90 øre/kg til slagtesvin, 80 øre/kg til søer og 150 øre/kg til kalve og kreaturer.