Ved planlægning af nye landbrugsbygninger skal både hensyn til funktionalitet, virksomhedens udviklingsmuligheder, landskabet og kommunens samlede planlægning af det åbne land tilgodeses.

Det er udgangspunktet for et nyt inspirationsmateriale fra Videncentret for Landbrugs arkitektgruppe. Materialet henvender sig til landmænd, rådgivere og planlæggere i kommunerne samt politikere.

- Der er i høj grad brug for en fælles forståelse om, hvor vigtigt det er med en struktureret tilgang til planlægning og udformning af landbrugets driftsbygninger. Får vi ikke etableret den, så vil det alvorligt hæmme erhvervets udviklingsmuligheder i de kommende år, siger arkitekt og landskonsulent Kræn Ole Birkkjær.

Pjecer om landbrugsbygninger

Gennem projektet »Landbruget og dets bygninger« formidler Videncentret viden om landbrugets aktuelle udvikling inden for produktion, planlægning og byggeri. Det sker aktuelt med udgivelsen af en serie pjecer, der belyser forskellige temaer om landbruget og dets bygninger i landskabet.

Den første pjece hedder »Produktionstyper« og handler om disponeringen af anlæg til forskellige typer landbrug, for eksempel planteproduktion, svinehold og mælkeproduktion.

- Formålet med pjecen er, at give landmænd og planlæggere en forståelse af de forskellige produktionstypers anlægsmæssige behov og krav til arealer, samt hovedprincipperne i arbejdsgangene. På den måde kan man hurtigt skitsere produktionsanlægget og dets udviklingsmuligheder, og dermed er man rustet til at lave en udviklingsplan for bedriften og levere kvalificerede indspil til kommuneplanlægningen, siger Kræn Ole Birkkjær.