Venstre afviser regeringens solcelleforslag
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) vil skære i støtten til solceller, men Venstre siger nej. Det skriver Jyllands-Posten
Væksten i antallet af private solcelleanlæg er en tikkende bombe under statskassen. Det mener klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), som der forleden kom med et forslag om at skære i støtten til solceller. Det skriver Jyllands-Posten.
Venstre var inden sit farvel til finanslovsforhandlingerne positiv over for en solcellereform. Men Martin Lidegaard vil også lade de nye regler gælde for eksisterende solcelleanlæg efter en overgangsperiode. Og Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt kalder det utroværdigt, når ministeren kommer med et udspil, der lægger op til at lovgive med tilbagevirkende kraft.
- Vi har appelleret til, at folk gør noget selv i forhold til den grønne omstilling. Nu er det så op mod 40.000 familier, der har investeret op mod 125.000 kroner i et solcelleanlæg i tillid til de gældende regler. Det vil være helt urimeligt, at de nu bliver ladt i stikken, siger Lars Christian Lilleholt til Jyllands-Posten.
Som en del af det nuværende energiforlig har Venstre vetoret over for ændringer på solcelleområdet.