Svineformand: Danske svin får en fin behandling
Formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, langer ud efter både fagforeninger og myndigheder efter tv-indslag
Henrik Mortensen, der er formand for Danske Svineproducenter, tager i et nyhedsbrev afstand fra det, han kalder et »helt forvrænget billede af virkeligheden«, som Fødevarestyrelsen og Den Danske Dyrlægeforening tegnede af de danske svinestalde i et indslag i Tv2-Nyhederne tirsdag aften.
- Jeg forstår godt, at mange mennesker bliver forargede, når de konstaterer, at halvdelen af svineproducenterne ifølge Fødevarestyrelsen ikke kan finde ud af at overholde dyrevelfærdsreglerne og hører formanden for dyrlægeforeningen sammenligne svineproducenternes håndtering af syge og tilskadekomne dyr med, at hver tiende trafikoffer blot bliver efterladt hjælpeløs i vejsiden, fordi ambulancen aldrig når frem, lyder det fra Henrik Mortensen.
Han mener, at forholdene i staldene er meget bedre, end de blev fremstillet i nyhedsindslaget. Henrik Mortensen peger på, at tal fra den uvildige DANISH-kontrol viser, at langt de fleste registreringer af forkert eller mangelfuld behandling af syge og tilskadekomne dyr dækker over blot et enkelt dyr ud af samtlige dyr i staldene
- Det er usmageligt
- Helt konkret udgjorde problemer med syge og tilskadekomne dyr der skulle have været i sygesti 0,18 promille, svarende til 18 grise for hver 100.000 grise. Det, synes jeg ikke, er noget stort problem, og jeg synes, det er usmageligt, at både myndigheder og fagforeninger bevidst puster problemerne op til ukendelighed, bare fordi der på Christiansborg lige nu forhandles et veterinærforlig, der kan sikre begge parter mere arbejde og større bevillinger.




































