Randzonerne ligger fast. Men fødevareminister Mette Gjerskov understregede samtidig, at hun er villig til at se på andre virkemidler i forbindelse med at reducere kvælstof udledning vandløb og især fjorde og havmiljøet.

- Jeg er ikke forlovet med bestemte virkemidler, sagde Mette Gjerskov, der direkte adspurgt om eksempelvis stenrev og mini-vådområder, erkendte, at løsninger som disse, kan bidrage med en del af løsningen på problemet.

Et andet af aftenens emner blev det kommende veterinærforlig, der vil betyde at der kommer restriktioner i brugen af antibiotika i svineproduktionen. Her blev der fra salen peget på urimeligheden i, at Danmark stort set går enegang og dermed yderligere skader dansk landbrugs konkurrencevilkår. Et argument Mette Gjerskov imidlertid ikke vil anerkende:

- Nogen skal jo være de første. Men andre vil følge efter, sagde Mette Gjerskov med henvisning til møder hun har haft med både den tyske landbrugsminister og EU´s landbrugskommissær.

- I har i dansk landbrug før vist, at I er utroligt omstillingsparate. Jeg er overbevist om at det også gælder her, sagde Mette Gjerskov, der på svinesiden også gerne så trafikken af danske grise til opfedning og slagtning i Tyskland reduceret, da hun mener det skader landbrugets omdømme i befolkningen.

- Og I kan ikke klandre regeringen for at I er nødt til at sende grise til Tyskland, lød meldingen fra fødevareministeren.