Et hold bestående af Mikkel Søndergaard Jørgensen, Simon Toft Jensen, Frederik Overgaard Jensen og Jonas Martin Larsen kunne fredag forlade Gersdorffslund ved Odder som vindere af DM i pløjning for landbrugsskoler.

Deres samarbejde indbragte dem nemlig den samlede sejr, da LandboUngdom fredag og lørdag stod for danmarkmesterskaberne i pløjning.

- Det er vildt fedt at vinde, vi har haft lidt svært ved at få lavet lektier samtidigt med, at vi har trænet de sidste tre uger, lød det ifølge LandboUngdom efterfølgende fra de glade vindere.

Det var andet år i træk, at LandboUngdom stod for DM for landbrugsstuderende. Alle landets landbrugsskoler var inviteret til at stille med hold på fire deltagere.

LandboUngdom oplyser, at syv skoler havde taget udfordringen op. Grindsted landbrugsskole, Dalum Landbrugsskole, Bygholm Landbrugsskole og Agroskolen var alle med for anden gang og Asmildkloster Landbrugsskole, Nordjyllands landbrugsskole og Kalø Økologiske Landbrugsskole deltog for første gang.

Mens Nordjyllands Landbrugsskole altså løb af med den samlede sejr, gik andenpladsen til Dalum Landbrugsskole og tredjepladsen til Bygholm Landbrugsskole.