Efter 104 år er det slut med dyrskue i Varde. Staldene på Lerpøtvej skal rives ned, og kommunen har besluttet, at der ikke genopføres nye staldforhold. Det oplyser folkene bag dyrskuet i en pressemeddelelse.

Tidligere i år blev det besluttet, at staldene på Lerpøtvej skulle rives ned, idet tagkonstruktionen var for dårlig.

Under forløbet har arrangørerne bag Varde Messerne været til adskillige møder med Varde Kommune.

- Vi har været ret fortrøstningsfulde under hele processen, idet kommunen udelukkende har tilkendegivet god vilje til og ønske om at finde en anden løsning. Vi har ikke på noget tidspunkt følt, at vi havde grund til at betvivle dette, lyder det fra formand for Varde Messernes bestyrelse Henrik Bertelsen.

Landbrugsorganisationerne bag og Varde Messernes bestyrelse har herefter endevendt og drøftet diverse muligheder – og er enige om, at det bliver en for stor udfordring at holde et dyrskue uden bygninger. Ifølge arrangørerne er der for mange dyr til et éndagsskue – og en sådan løsning ville også kræve mange ressourcer. 

- Vi er på én og samme tid både skuffede og meget kede af det. Særligt med tanke på de mange dyreudstillere, som trofast og med stort engagement gennem alle år har bakket op omkring skuet, siger Henrik Bertelsen.