Arla bygger bar i ferien
I næste uge bygger Arla mælkebaren Milk City af flere tusinde mælkekasser midt på Højbro Plads
I skolernes efterårsferie er der mulighed for at se landets hidtil største samling af mælkekasser, når Arla i samabejde med Jonas Pindhund Hallberg bygger mælkebaren Milk City af omkring 4000 mælkekasser på Højbro Plads. Det oplyser Arla.
Alle, der kommer forbi, kan få en mælkedrink i baren.
- I Danmark drikker vi gennemsnitligt 90 liter mælk pr. person om året. De fleste kender mælkens gode ernæringsmæssige egenskaber, men med Milk City vil vi gerne vise, at mælk fortjener mere end bare et skvæt i kaffen. Derfor har vi skabt et mælkeunivers, hvor mælken er taget ud af kartonen og bliver sat i en ny kontekst, lyder det fra Jesper Jæger, der er leder af Arlas afdeling for forbrugeroplevelser.
Ifølge Arla kommer Milk City til at bestå af fem huse i op til 11 meters højde med form som mælkekartoner, og inde i bygningsværket vil der være en række aktiviteter for børn. Hovedattraktionen i Milk City er mælkebaren, hvor gæsterne kan smage på 11 forskellige mælkedrinks.
Frit lejde til mælkekassetyve
Milk City bliver opført fra mandag den 15. til onsdag den 17.
oktober og åbner officielt i dagene 18. til 20. oktober. Mens Milk City
opføres, kan alle, der skulle have en mælkekasse til overs, komme ind på Højbro
Plads og aflevere den, hvorefter den bliver en del af byggeriet.
- Mejerierne mister et sted mellem 350.000 og 400.000 mælkekasser om året,
fordi folk mener, de har ret til at ”låne” dem og bruge dem i forskellige
sammenhænge. Men vi vil meget gerne have dem igen, ikke mindst fordi en
mælkekasse kan genbruges i 20 år, og derfor er det bedre for miljøet, hvis kassen
kommer tilbage til mejerierne. Så i næste uge giver vi frit lejde til alle, der
gerne vil aflevere deres kasser til byggeriet, siger Jesper Jæger.