Landbrug & Fødevarers ex-direkør skal lede Ingeniørforeningen, IDA, der har 89.000 medlemmer
Knapt fem måneder efter, at han blev erstattet af den
tidligere venstremand, Søren Gade, som direktør i Landbrug & Fødevarer, er
det nu lykkedes for Carl Aage Dahl at finde sig et nyt topjob.
52-årige Carl Aage Dahl starter således onsdag i sit nye
job som administrerende direktør i Ingeniørernes fagforening, IDA, som
repræsenterer 89.000 medlemmer, og som derudover blandt andet ejer Mediehuset
Ingeniøren.
- Carl bliver en stor gevinst for IDA. Han har bevist, at
han er stærk til både den strategiske tænkning og til at implementere
strategierne og lede de forandringer, der skal følge. Og dertil skal lægges en
særdeles veludviklet sans for interessevaretagelse samt et rigtig godt netværk
både i Danmark og på globalt plan, siger Frida Frost, der er formand for IDA.
Carl Aage Dahl har spillet en stor rolle i de mange
fusioner i landbrugets organisationer, og nåede i alt at være direktør i først
Landboforeningerne, så Dansk Landbrug og til sidst Landbrug & Fødevarer i
16 år i alt.