Landsforening: Priskrig presser økologisk mælk

Salget af økologisk mælk er faldet med 12 millioner kg i det seneste år. Det oplyser Økologisk Landsforening

Priskrig på konventionel mælk gør nu konkurrencen til økologisk mælk så ulige, at økologiske procenter mister salg til slagvare-mælk.

Sådan lyder det mandag fra Økologisk Landsforening, hvor man kan konstatere, at salget af økologisk mælk er faldet med 12 millioner kg det seneste år.

- Billig mælk er dyrt. Det er dyrt for miljøet, for køerne og for de økologiske landmænd. Vores konventionelle landmandskolleger taber stort på priskrigen. Vi ved jo alle sammen, at når man sælger mælk med tab, skal man have pengene ind på andre varer, så i sidste ende sparer ikke engang forbrugerne. Der er ikke mange vindere i denne leg, siger formand for Økologisk Landsforening Evald Vestergaard.

Prisen på økologisk mælk er fair

Han mener ikke, at løsningen er at sætte prisen ned på økologisk mælk:

- Økologisk mælk sælges til en fair pris. Bundmælk sælges til en falsk pris. Det koster naturligvis at give dyrene god plads, ren økologisk foder og et godt udeliv på græs. Der er en pris for hensyn til miljøet, dyrene og vores sundhed. Presser man prisen yderligere, presser man disse værdier, som vores kunder lægger meget vægt på.

Ifølge Økologisk Landsforening er det samlede salg af økologiske varer er i fortsat vækst.

- Det generelle billede er, at økologiske forbrugere er meget loyale. De holder fast for miljøet, dyrenes og deres families skyld, vurderer Evald Vestergaard.

Læs også