Kinesiske penge og dansk pelsdesign skal mødes

Kopenhagen Fur arbejder på at skabe modens Chinatown i København

Kopenhagen Fur har netop afsluttet salgssæsonen med endnu en salgsrekord. Ved de fem auktioner er der ifølge foreningen solgt skind for 10,5 milliarder kroner.

Rekordsalget skyldes blandt andet en stor interesse fra Kina.

- Kopenhagen Fur er en af de danske virksomheder, der for alvor har fået fodfæste i Kina. Vi definerede en klar Kina-strategi for snart 20 år siden, og det er denne vedvarende indsats, vi i dag ser resultaterne af, siger administrerende direktør ved Kopenhagen Fur Torben Nielsen

Kopenhagen Fur oplyser, at op mod 400 kunder fra Kina og Hong Kong har deltaget i de enkelte auktioner i løbet af salgssæsonen 2011/12. De repræsenterer væsentlige kapitalinteresser i Kina/Hong Kong.

Virksomheder skal mødes 

Og for at forstærke de dansk/kinesiske handelsforbindelser har Kopenhagen Fur sat flere initiativer i gang for at koble danske virksomheder med kinesiske. Heriblandt er et partnerskab med Dansk Mode & Textil om et fælles forretningsudviklingscenter i København, hvor virksomheder kan mødes. 

- Kopenhagen Furs position gør, at vi kan skabe brohoveder for danske virksomheder, som vil ind i Kina. Planen er at gøre København til den asiatiske mode- og pelsbranches stepstone ind i Europa. Kinesisk energi og kapital kombineret med dansk design og markedskendskab vil være en stærk cocktail, siger Torben Nielsen og fortsætter:

- I øjeblikket afventer vi dog, at statsadministrationen finder ud af, om man vil udleje Philip de Langes palæ til os. Vi har også haft kig på Kødbyen, men den offentlige administration har desværre vist fra sin langsommelige side. Vi kunne ellers give et godt bidrag til den vækst, som alle efterlyser, siger Torben Nielsen.

Læs også