DM i Traktortræk 2012 ventes lørdag at tiltrække 4-5.000 tilskuere på Odense Dyrskueplads
Der bliver liv, larm, røg, damp og – forhåbentlig – støv for alle pengene, når dyrskuepladsen i Odense lørdag den 15. september fra klokken 12.00 danner rammen om årets danmarksmesterskab i traktortræk.
Ikke færre end 76 toptunede traktorer kørt af toptrænede "piloter" vil i løbet af lørdag eftermiddag dyste om de eftertragtede DM-titler. Traktorerne, som tilsammen møder op med mange tusinde hestekræfter, fordeler sig på i alt 10 forskellige klasser, nemlig fire farmklasser og seks standardklasser, i begge grupper opdelt efter traktorernes vægt.
Seks af de 76 deltagere er fra Fyns Landboungdom, og de har alle kvalificeret sig til DM ved regionskonkurrencen i Sønderborg i slutningen af juli.
Træk, udstillinger og legeland
- Sidste gang, der var DM i traktortræk på Fyn - i 2006, - var det også på Odense Dyrskueplads, fortæller Jakob Andersen, Søbo Løkker ved Jordløse, der er medlem af LandboUngdoms landsdækkende traktortrækudvalg.
- I år er det Fyns LandboUngdom, der står for den praktiske afvikling af arrangementet, og på baggrund af erfaringerne fra 2006 har man lagt alle kræfter i for at opnå det bedst mulige både med hensyn til selve traktortrækket og med den efterfølgende aftenfest.
Jakob Andersen understreger, at der bliver meget at se på og opleve i forbindelse med DM i traktortræk. For eksempel bliver der en stor lastbiludstilling med 30-40 forskellige lastbiler. Der bliver en udstilling af amerikanerbiler, en udstilling af landbrugsmaskiner samt et stort legeland til børnene med hoppeborg, rutsjebane og meget andet.