Onsdag bliver en ny kvægstald indviet på Vejlskovgård ved Odder. Stalden er en del af kampagnen ”Fremtidens landbrugsbyggeri”.
En stald på 8800 kvadratmeter og med plads til 450 køer bliver indviet onsdag klokken 11.15 på Vejlskovgård ved Odder. Det oplyser Realdania.
Realdania har bidraget til det store byggeri af kvægstalden. Den indgår i deres kampagne "Fremtidens landbrugsbyggeri", som har til formål at skabe nye normer for godt landbrugsbyggeri, der tager hensyn til helheden – altså dyr, drift og det omkringliggende landskab.
Stalden er forberedt, så den med tiden kan udvides til 600 køer. Den er ifølge Realdania gennemmekaniseret med robotter til malkning, foderindskub og skalteskrabning. Gødningen separeres og køerne ligger i fiberstrø.
- Køerne har allerede kvitteret for de nye omgivelser ved at levere en højere mælkeydelse. Det peger på, at vi både med hensyn til dyrevelfærd og driftsøkonomi har ramt rigtigt med den nye kvægstald, siger Hans Jacob Fenger, der både er landmand og bygherre sammen med Claus Fenger.