Ifølge Lemvig LandboUngdom er det første gang, at man i Danmark kan opleve speedpløjning, når der lørdag den 15. september bliver trådt på gaspedalen ved Bækmarksbro.
- Vi er blevet inspireret af vores kolleger i Sverige, som i flere år har dyrket speedpløjning, og det ser virkelig vildt ud, når en traktor kommer pløjende ned af marken med 40 kilometer i timen - især i vendingerne, fortæller Kim Thorsen fra Lemvig LandboUngdom i en pressemeddelelse.
Ud over speedpløjning byder arrangementet også på en maskindemonstration i samarbejde med ti lokale, som alle stiller en lang række landbrugs- og entreprenørmaskiner op på pladsen.
Foruden maskinudstillingen vil der blive etableret et læsseområde, hvor man kan afprøve læssemaskiner.
Arrangørerne forventer op mod 500 gæster på dagen, og der er gratis entre. Der bliver kørt opvisning i speedpløjning klokken 11.30 og 14.30.