DLF-TRIFOLIUM oplyser, at firmaet har skaffet sig adgang til landets førende havefrøselskab. I en pressemeddelelse fortæller DLF nemlig, at man har indgået en aftale om overtagelse af 50 procent af aktieposten i havefrøfirmaet Jensen Seeds A/S, der holder til i Birkum ved Odense.

Ifølge DLF vil samarbejdet styrke dansk frøavls globale position som leverandør af kvalitetsfrø.

- Ejerkredsen i DLF ønsker at deltage i havefrøproduktionen i Danmark, og derfor er vi glade for og tilfredse med at vi med aktieovertagelsen erhverver os adgang til det førende havefrøselskab i Danmark, konstaterer bestyrelsesformand i DLF AmbA Benny Kirkebække Christensen i pressemeddelelsen.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at den administrerende direktør i Jensen Seeds A/S ser frem til samarbejdet:

- Det er med stor tilfredshed, at vi har fundet en model, hvor DLF-TRIFOLIUM bliver aktionær i Jensen Seeds A/S. Samarbejdet giver os en bredere adgang til kontraktavl i segmentet af de dygtigste planteavlere i Danmark, lyder det således fra administrerende direktør i Jensen Seeds A/S Henning van Veldhuizen.