Vågen landmand fandt forsvundet traktor og kornvogn

En John Deere med fyldt kornvogn blev stjålet for en uge siden, men blev hurtigt fundet igen takket være en snarrådig landmand

For præcis en uge siden fik planteavler og tømrermester Per Schack stjålet sin John Deere 7930 med en kornvogn læsset med 100 tønder foderhvede.

Men nu har han heldigvis fået den flotte ekvipage tilbage.

- Det er en rigtig Hans- og Grethe-historie, fortæller planteavleren fra Åsum ved Marslev på Fyn.

Kornet viste vej

Da Per Schack kom ud for at køre kornet på lager, var herlighederne ganske enkelt forsvundet. Men eftersom spjældet bagi kornvognen var utæt, havde vognen drysset, og derfor optog han straks forfølgelsen af sin egen traktor og vogn.

- Sporet forsvandt dog for mig i Fraugde, men dukkede op igen i Sdr. Nærå, inden sporet så igen blev koldt, fortæller han.

- Jeg ringede for at fortælle politiet om mine opdagelser, men efter 32 omstillinger, hvor ingen vidste, hvad de skulle gøre ved mine oplysninger, opgav jeg.

Heldigvis gik der dog ikke mange øjeblikke, inden en frisk landmand til Per Schacks store lettelse ringede og spurgte, om han manglede en traktor og vogn.

Suspekt parkering

Landmanden havde opdaget, at traktoren og vognen holdt ved en forladt landbrugsejendom i Højby-området, og det havde undret ham. Efter tippet kontaktede Per Schack straks politiet, og fik hurtigt sin traktor og vogn igen.

- Der er naturligvis en findeløn på vej til den friske landmand, siger Per Schack.

Læs også