Tirsdag ændrede NaturErhvervstyrelsen definitionen på en sø. Beskeden blev ved en fejl videregivet i går til 160 landmænd.
En sø, der skal have randzone, skal have et
permanent vandspejl på mindst 100 kvadratmeter.
Sådan lød meldingen højst overraskende fra NaturErhvervstyrelsen tirsdag. Og i går blev budskabet viderebragt på et
randzone-møde i Aabenraa. Her kunne chefen for LandboSyds planteavlskontor,
Helge Lorentzen, fortælle 160 overraskede landmænd, at det nu pludselig er det
permanente vandspejl, der definerer, hvad der i randzonemæssig forstand er en
sø.
Helge Lorentzen fik opbakning af sin kollega
Hans Otte Sørensen, der driver et privat rådgivningskontor i Skærbæk, og som
også havde læst meldingen fra myndighederne.
- Det her betyder, vil jeg umiddelbart
anslå, at omkring halvdelen af de vandhuller, vi gik og troede, der skulle
randzoner omkring, går fri. Og det er jo helt nye toner, lød det fra Hans Otto
Sørensen.
En fejl
Men meldingen fra NaturErhvervstyrelsen
er, da Effektivt Landbrug dobbelttjekker, at der er tale om en fejl i
skrivelsen fra myndighedernes side. Det er således ikke det permanente
vandspejl, der afgør, om en sø er 100 kvadratmeter - og dermed randzonepligtig.
Det er søens areal.
Og en søs areal defineres ved målet fra dens
skulder - eller hvis denne ikke kan bestemmes - fra overgangen mellem vand- og
landplanter.
Idet NaturErhvervstyrelsen anerkender
Effektivt Landbrug for at påpege anvendelsen af et nyt begreb, beklager man
samtidigt den forvirring og usikkerhed, styrelsens kommunikationsafdeling har
skabt ved at bruge et forkert begreb i det materiale, der er udsendt. Styrelsen
vil straks gå i gang med at rette i sit materiale.