Ved en markdemonstration gav Jysk Økologi og VFL deres bud på hvordan man undgår kartoffelskimmel og rodfiltsvamp i økologisk kartoffelavl.
Det handler om sorter, læggekartoffel-kvalitet og optimale jordbundsforhold og jordtemperaturer. Det var nogle af nøgleordene da Jysk Økologi sammen med Videncenter for Landbrug og repræsentanter for en række firmaer der udbyder læggekartofler, i går var samlet i forbindelse med en markdemonstration af økologiske kartofler, der fandt sted nær Randbøl i Sydjylland.
- Det er alfa og omega at læggekartoflerne er klar til at blive lagt. Dernæst er optimal jordtemperatur og tildelingen af kvælstofgødning afgørende, fastslog kartoffelkonsulent Bjarne Risvig, Jysk Landbrugsrådgivning, der stod i spidsen for kartoffeldemonstrationen og præsenterede de deltagende firmaer med sorter der var AKv, Danespo, Karmark, Uni Pata, KWS og Scanax.
Det var nye som kendte sorter fra de firmaer, der sammen med sorter fra Jysk Økologi blev gennemgået og sammenlignet i forhold til udbytte, rodfiltsvamp, kartoffelskimmel, rust, resistens, smag og kvalitet. Omkring 40 sorter og forsøgsparceller blev sammenlignet i demonstrationen.
Og Bjarne Risvig fulgte op på den generelle anbefaling omkring tildeling af kvælstofgødning.
- Det giver hurtigere knoldsætning med moderat gødning. Derfor anbefales det med moderat til lille tildeling af kvælstofgødning ved svampeår, sagde han.