L&F: Ny konkurrencelov er ikke nødvendig
Fængselsstraf er for langt at gå, mener Landbrug & Fødevarer, der kritiserer regeringens udspil til en ny konkurrencelov.
Her ophører Landbrug & Fødevares ros til regeringen dog. I en pressemeddelelse, lyder det fra erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer, Lone Saaby, at hun er stærkt kritisk over for, at regeringen fremlægger et lovforslag, der vil skærpe straffene, før man har set effekten af et forebyggende arbejde.
- Det er retssikkerhedsmæssigt dybt betænkeligt, at regeringen vil indføre fængselsstraf som sanktion for kartelaftaler. Især fordi man efter to et halvt års udvalgsarbejde ikke har kunnet finde nogen faglig dokumentation for, at det virker. Det skaber blot mere arbejde til advokaterne samt usikkerhed hos virksomhederne om, hvad der skal til for at komme i fængsel, siger Lone Saaby
Udtryk for mistillid
Lone Saaby fortæller, at fængselsstraf medfører, at politiet får en række efterforskningsbeføjelser, bl.a. lov til at foretage rumaflytning og ransagning uden, at en dommer har været inde over.
- Ransagning og rumaflytning uden dommerkendelse passer på ingen måde med de danske traditioner for retssikkerhed. Det er derimod udtryk for stor mistillid til erhvervslivet. Desuden er det allerede muligt med passende bøder inden for nuværende lovgivning. Så reelt er udspillet fra regeringen unødvendigt, siger Lone Saaby.
Bremser væksten
Samtidig frygter direktøren, at truslen om fængsel skaber en overdreven forsigtighed hos små og mellemstore virksomheder, som ikke har de nødvendige juridiske ressourcer til at gennemskue lovgivningen.