Økologer jubler over øko-handlingsplan
Regerinen har netop præsenteret sin »Økologisk Handlingsplan 2020«. Den får fine ord med på vejen fra Økologisk Landsforening.
- Det er en offensiv plan, der nu er kommet på plads. Økologiske landmænd får nye investerings- og udviklingsmuligheder, mens afsætning styrkes via en ny eksportindsats og offentlige indkøb af vores økologiske råvarer. Det er også en varm velkomst til nye landmænd, der omstiller til økologi, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening.
Se Økologisk Handlingsplan 2020 på ministeriets hjemmeside her.
Mere offentlig økologi
Regeringen vil bl.a. styrke afsætning af økologiske varer. 60 procent økologi i offentlige køkkener er et af hovedelementerne i planen. Derudover skal planen, som det allerede på forhånd er blevet afsløret, også fremme udvikling af de økologiske bedrifter ved at støtte investering i ny teknologi og nye anlæg, også i forbindelse med omlægning. Især inden for produktion af økologisk svin, fjerkræ og frugt & grønt, hvor omlægning går mere trægt.
Handlingsplanen lægger også op til en lettere adgang til miljøgodkendelser for nye økologiske landbrug og nuværende økologer, der vil afgræsse naturarealer eller udvide/udvikle produktionen. Et pilotprojekt med jordfordeling for økologer skal vise om udvikling af økologisk bedrifter - og omlægning af nye arealer - kan fremmes med hjælp til bedre arrondering.
Læs mere om »Økologisk Handlingsplan« i morgen i Effektivt Landbrug