Mariann og Max Frederiksen, der i 33 år har ejet og drevet Allflex dan-mark, takker af og giver stafetten videre til næste generation
11. maj gav Mariann og Max Frederiksen ved en reception på Hotel Nørre Vinkel i Lemvig Allflex-stafetten videre til næste generation. Parrets ene datter Nina og svigersønnen Carsten Pilevin Carbel er klar til at føre virksomheden videre.
- Mine forældre har med stort engagement og en kæmpe arbejdsindsats skabt en sund virksomhed. Carsten og jeg har derfor et godt udgangspunkt for at føre virksomheden videre, siger Nina Pilevin Carbel, der er datter af stifterparret Mariann og Max Frederiksen.
Næse for de nyeste tendenser
Mariann og Max Frederiksen har evnet at se nye tendenser i landbrugssektoren og reagere på dem. På den måde startede parrets iværksætterkarriere i Vestjylland med en klovbeskærer- forretning, hvor Mariann Frederiksen med kyndig hånd styrede kundekartoteket og aftalerne på samme måde som hos tandlægen.
Landmændene modtog således to gange om året et kort med en dato for, hvornår klovbeskæreren ville komme på besøg. Således vidste kunderne, at de fik besøg, og Mariann og Max Frederiksen vidste, at de havde kunder. Max Frederiksen var da også den første i Danmark, der brugte en elektrisk klovfræser til beskæringen – i dag bruger man ikke andet.
Under de mange besøg på landbrug i Ringkjøbing og Viborg amter, så Max Frederiksen potentialet i at starte salg af øremærke. Mariann og Max Frederiksen vidste fra deres tid som selvstændige landmænd, at de eksisterende produkter ikke var af tilstrækkelig god kvalitet, og derfor startede de egen import fra New Zealand.
- Den første sending øremærker kom med fly den 24. december 1979 kl. 14 til Karup Lufthavn, så den juleaften glemmer vi aldrig, fortæller Mariann og Max Frederiksen.
Siden har salget af kvalitetsøremærker taget fart. Igennem årene har der været en tendens til, at kunderne talte med direktøren, Max Frederiksen.
- Virksomheden er imidlertid kun, hvad den er i dag grundet især Marianns sans for detaljer og fantastiske indlæring i regnskab og styring, fortæller Max Frederiksen.
I dag har Allflex dan-mark en betydelig markedsandel i Danmark. Derudover er varesortimentet udvidet med en lang række produkter, som leveres til landbrug i hele Skandinavien.
Fortsat glimt i øjet
Mariann og Max Frederiksen er kendt for at yde en god, personlig service med glimt i øjet. Man må formode, at den egenskab er arvelig – man møder i hvert fald den samme varme og humor i Nina og Carsten Pilevin Carbel, der skriver henholdsvis marketingchef og direktør på visitkortet. Sammen med virksomhedens øvrige 6 – 8 medarbejdere er de klar til at skrive et nyt og spændende kapitel i historien om Allflex dan-mark, hvor kunderne fortsat vil være i fokus.