Avisen 24timer kan onsdag afsløre, at Arla - stik imod reglerne - undlod at orientere fødevarekontrollen om, at der i de danske butikker stod op til 3.000 gærede, oppustede bægre med surmælksproduktet Skyr.
Selv om 15 kunder klagede til Arla over de dårlige produkter, undlod Arla - i strid med egne regler - at trække varepartiet tilbage.
Men to forbrugere klagede til fødevarekontrollen, og på det tidspunkt var produkterne solgt. Fødevarekontrollens sektionsleder Penille Rønn siger til avisen, at Arla har »handlet uansvarligt«, da produkterne var gærede og ved at blive fordærvede og uegnede til at spise.
Arlas produktionsdirektør Jens Ingvardsen lægger sig over for 24timer fladt ned og beklager fejlen, som han betegner som enkeltstående og han fortæller, at der absolut intet ønske var fra Arla at holde fejlen skjult for offentligheden.
- Hellere en tilbagekaldelse for meget end en for lidt, som i dette tilfælde. Der blev lavet en fejlvurdering, og det vil ikke ske i fremtiden, siger han