Kina vil investere over 500 milliarder i landbrug

Kina vil investere omkring 600 milliarder yuan (533 milliarder kroner) i en effektivisering af kinesisk landbrug, der skal øge kornproduktionen med 25 millioner ton i 2015, oplyser det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge Markedsnyt for Svinekød.

Ifølge Dong Zuoji, der er »Planning Director« i »Ministry of Land and Resources«, vil de ekstra penge medvirke til at skabe 26,7 millioner hektar højeffektivt landbrugsareal.

Af hensyn til forsyningssikkerheden vil Kina forsøge at beholde mindst 120,2 millioner hektar landbrugsareal for kornproduktion, oplyser Xinhua, der dog samtidig gør opmærksom på, at dette mål i sig selv vil være en udfordring, da det kinesiske landbrugsareal er faldet med 6 % fra 1998 til 121,9 millioner hektarer i 2010.

Som verdens største forbruger af korn er Kina under stigende pres for at producere mere korn. Ledende eksperter i Kina har foreslået, at landet investerer udenlands og øger sin kornproduktion udenfor Kina.


Læs også