Kun en ud af ti vil bo på landet i 2050

Der bliver plads til 1.000 storlandbrug, som arealmæssigt er større end nutidens godser, herhjemme om fire årtier. Disse suppleres af 20 agroindustrielle klynger, forudses det i fremtidsrapport.

Der er skønt på landet. Men det er de færreste danske, der vil bosætte sig uden for byerne i fremtiden. Faktisk vil blot en ud af ti danskere i 2050 være bosat på landet.

Det konkluderes i en fremtidsrapport fra Realdania og Mandag Morgen, der tegner et detaljeret billede af Danmark i 2050, og som blev offentliggjort i går.

Heraf fremgår det blandt andet, at storlandbrugene vil overtage fødevareproduktionen herhjemme. Der vil således kun blive plads til 1.000 storlandbrug. Samtidig vil 20 agroindustrielle klynger være skudt op i landskabet.

Små samfund skrumper
Rapporten pointerer, at Danmark står foran store forandringer frem mod 2050.

- De største forandringer er, at de store byer vokser og de små samfund skrumper. Landdistrikterne uddør dog langt fra, de skaber vækst og jobs ved at producere avancerede bioprodukter og sunde højkvalitetsfødevarer, fremgår det af rapporten.

Heri vurderes det også, at en større del af Danmark i fremtiden er dækket af skov, og nye dyrearter er kommet til.

Større end nutidens godser
Kræn Ole Birkkjær, arkitekt og landskonsulent på Videncentret for Landbrug, vurderer, at naturturisme, forskning på landet og biomedicin kan blive en del af fremtidens danske landbrug. Konsulenten er medlem af det debatforum, der i rapporten har givet sit bud på, hvordan et grønt og konkurrencedygtigt landbrug kan se ud i 2050.

- Mange af fremtidens nye store landbrug er arealmæssigt større end godser, og de fylder meget i lokalområdet. Derfor er det vigtigt, at vi tænker landskabet ind sammen med produktionen, så naturen og produktion kan spille sammen. Samtidig vil landbruget få en større rolle i de mindre byer på landet, og også her skal vi se på, hvordan det kan blive en gevinst for beboerne i landsbyerne, siger Kræn Ole Birkkjær.

Fremtidsscenariet er udarbejdet af Mandag Morgen og bygger på et års samarbejde med Realdanias 1.100 faglige medlemmer, som er nøglepersoner fra bl.a. erhvervsliv, landbrug, den private og almene ejendomssektor og kommuner – herunder landets 98 borgmestre.

Læs også