Bestyrelsen i det nystiftede Nordfyns Vandløbslaug har på et bestyrelsesmøde den 13. februar konstitueret sig med Mikael Eg Andersen, Melby, som formand, Dennis Hansen, Hofmansgave, som næstformand, Jesper Hyldal, Daugstrup, som kasserer og Hans Boesen, Padesø, som sekretær. Bestyrelsen består der ud over af Gert Elbæk, Bogense, og Jan Hjeds, Veflinge.

Den nyvalgte formand, Mikael Eg Andersen, oplyser, at vandløbslauget allerede har 85 medlemmer, som har meldt sig ind enten på generalforsamlingen den 7. februar eller i de følgende dage. Og han tror på, at endnu flere vil melde sig som medlemmer i den kommende tid.

- En af vores vigtigste opgaver er at få en dialog i gang med Nordfyns Kommune, og jeg har allerede på bestyrelsens vegne taget kontakt til formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Kim Johansen (S), fortæller Mikael Eg Andersen.