Fynsk John Deere på plads

Glamsbjerg Maskin Center A/S er af John Deere International udvalgt til at være »Dealer of Tomorrow« på Fyn.

I forhold til det hidtidige omfattende danske forhandlernet skal John Deere produkterne fremover importeres direkte en af række større og færre forhandlere. Det sker med virkning fra 1. marts, når den mangeårige importør af John Deeres produkter, Nellemann Agro, stopper.

For det fynske område er det nu faldet på plads, at Glamsbjerg Maskin Center A/S herefter skal varetage det samlede salg af John Deere's traktorer, høstmaskiner og øvrige maskinprogram, samt have/park-programmet på Fyn med omliggende øer.

Det betyder, at der udover forretningen i Glamsbjerg bliver etableret udsalgssteder i henholdsvis Odense og Svendborg.

Klar til udfordringen
Direktør og indehaver af Glamsbjerg Maskin Center, Finn Banke, oplyser, at der allerede er fundet egnede lokaler, men at det har været en lang og hård proces at nå frem til målet og dermed opfyldelsen af de omfattende krav, som stilles til at være John Deeres »Dealer of Tomorrow«.

- Vi er meget stolte over resultatet, og glæder os til den spændende udfordring. Vi føler os godt rustet til at løse opgaverne, og glæder os til at komme videre, siger Finn Banke.

Han oplyser, at det naturligvis bevirker, at der skal ansættes en række nye medarbejdere på både salgs- og servicesiden, samt indkøbes et antal nye servicevogne.

For kunderne vil denne nye konstruktion betyde, at svartiden med John Deeres hovedkontor i Tyskland bliver endnu kortere, og dermed til glæde for den professionelle bruger.

Selv om John Deere i fremtiden vil være det altoverskyggende produkt i forretningerne, så understreger Finn Banke, at maskinforretningen fortsat vil være forhandler af en række andre kvalitetsprodukter som Schäfer, Lemken, JF-Stoll, Jonsered, Suzuki ATV m.fl.

Læs også