Den danske virksomhed EcoWind, som forhandler, opsætter og servicerer husstandsvindmøller, har tidligere arbejdet sammen med den skotske producent Proven Energy Ltd.

Proven Energy Ltd. er nu overtaget af engelske Kingspan Renewables, men samarbejdet med den danske virksomhed fortsætter. Husstandsvindmøllerne hed før Proven P11, men det bliver nu modellen KW6, som de danske forbrugere kan købe. KW6 svarer til den mølle, som tidligere blev solgt under navnet Proven P11.

EcoWind var en af Proven Energy´s største europæiske forhandlere, og EcoWind fortsætter som nøgledistributør på det europæiske marked for Kingspan Renewables under navnet Kingspan Wind.

EcoWind A/S blev stiftet som selskab i 2009. Firmaet har hovedkontor i Græsted og salgskontor i Jylland. Virksomheden har opsat mere end 80 møller og solgt omkring 200.

Kingspan Renewables Ltd. arbejder med vedvarende energiløsninger til bygningsindustrien. Virksomhedens seneste opgørelse, offentliggjort i uge 46, viser en omsætning på 1,14 milliard euro på årets første ni måneder, hvilket er en vækst på 30 procent i forhold til året før. Kingspan eksporterer produkter til over 40 lande verden over.

Kingspan har to selskaber i Danmark, Kingspan Miljøcontainere i Herning og Kingspan Holbæk, som sælger isolerede tag- og vægsystemer, såkaldte sandwich-paneler, til erhvervs- og industribyggeri.