Enkelt og effektivt system til identifikation og registrering

Dideriksen Malkeservice har fået forhandling af et ID-system til kvægbesætninger, Stald-ID.dk,der har gjort det nemt og enkelt at identificere og registrere alle køerne i kvægstalden hos mælkeproducenten Kühne I/S ved Rødding.

Før skulle Erik Kühne og hans ansatte rundt i stalden og aflæse et gult bånd om anklen på hver ko. Nu registreres køerne automatisk via øremærket på en storskærm for enden af malkegraven, når de går ind for at blive malket.

Det er blevet muligt efter han har købt og fået installeret et nye ID-system af Dideriksen Malkeservice, der forhandler det franske AGID-system, der i Danmark importeres af Mosegården A/S og markedsføres under navnet Stald-ID.dk.

- Systemet har fungeret fint. Der har kun været lidt justering af antenner, forklarer Erik Kühne, der har kunnet konstatere, at systemet har virket enkelt og overskueligt, og gjort det let registrere og finde rundt i de registrerede data.

Det gælder alt fra data om eksempelvis goldkøer, dyrlæge og inseminering.

- Lige nu kan jeg eksempelvis sidde inde ved computeren og notere de 60 køer til klovbeskæring, forklarer Erik Kühne, der tilføjer at den eneste lille udfordring ved systemet har været, hvis man ikke lige er vaks nok til at få den første ko ind i tælleren.

- Til gengæld undgår vi det molboarbejde det er med ankelbindene. Det er en stor lettelse, understreger Erik Kühne.

Og hos Dideriksen Malkeservice, ser indehaver Carsten Dideriksen, også flere fordele ved det franske system:

- Det er et billigt alternativ til eksempelvis helt ny elektronik i stalden, som andre systemer ville kræve.

Han tilføjer at prisniveauet for systemet er omkring 75.000 kroner.

- Og så er det et system alle kan bruge, slutter Erik Kühne, fra Kühne I/S, der er et familieselskab med forældre og tre brødre, der foruden kvægbedrift og mælkeproduktion også driver maskinstation.

Læs også