Franske svineproducenter vil have miljøregler gradbøjet

Hvis politikerne vil have, at franske svineproducenter skal overleve, bliver de nødt til at gradbøje miljøreglerne, så besætningerne får mulighed for at vokse, som er nødvendigt for at overleve 2013, mener fransk svineformand.

Franske svineproducenter møder store udfordringer ved indgangen til 2013, fremgår det af en artikel i Pig International.

Ifølge artiklen skønnes det, at omkring 45 procent af franske svineproducenter allerede nu opfylder kravene til 2013, men det vurderes, at de behøver yderligere to år for at være helt med.

- Første prioriteten må lige nu være at få svinepriserne op, så vi kan få råd til at bygge om til løsgående søer, siger Michel Bloc'h til Pig International.

Michel Bloc'h, som er formand for svineproducenterne i fransk svineproduktions højborg, Bretagne, understreger dog, at franske svineproducenter er meget motiverede og vil kæmpe for at overleve.

Kamp for overlevelse
Han pointerer dog samtidigt, at svineproducenterne - ligesom de øvrige europæiske svineproducenter - er ramt af finansielle udfordringer. Desuden efterlyser han politisk velvillighed på miljøfronten:

- Politikerne må give svinebedrifterne mulighed for at vokse, også selvom man så bliver nødt til at bøje miljølovgivningen, fastslår han.

Michel Bloc'h mener, det er nødvendigt for fransk svineproduktions overlevelse, at de franske svinebesætninger bliver større for at kunne klare sig. Desuden mener han, at det er nødvendigt, at svineproducenterne bevæger sig fra integreret produktion til specialiseret produktion og går sammen om i fællesskab at etablere færre men større sobesætninger.

- Det er vanskelige tider lige nu. De høje foderpriser og nye velfærdskrav er vanskelige at rumme for besætningsstørrelser på i gennemsnit 200 søer, som samtidigt har vanskeligt ved at finansiere en udvidelse, siger Michel Bloc'h.

Fransk »Grynt«
Helt i tråd med tankegangen bag det danske »Grynt«-projekt ved Overgaard Gods, mener Michel Bloc'h, at flere soholdere bør gå sammen om større sohold, hvor slagtesvinene efterfølgende kan fedes op på flere forskellige gårde.

Forskellen mellem det danske projekt og franskmandens tanker er blot, at man i det danske Grynt-projekt taler om tusindvis af søer, mens den franske svineproducent taler om blot at øge den franske besætningsstørrelse fra det nuværende gennemsnit på omkring 200 søer til 300-400 søer.

- Jeg er sikker på, at større besætninger, som landmændene ejer i fællesskab, bedre vil være i stand til at »absorbere« de øgede udgifter, som velfærdskravene medfører, siger han.

Læs også