Godt 200 forbrugere smagte og bedømte aktuelle danske æblesorter ved æblefesten på Lindegaarden i efterårsferien.
Efteråret er tid for æblehøst, og derfor afvikles hvert år i september og oktober »Æblefest«, hvor der rundt om i landet hos nogle frugtavlere arrangeres forskellige oplevelser for interesserede forbrugere, med det formål at fejre de danske æbler samt formidle gode oplevelser.
På Fyn var æblefesten i efterårsferien henlagt til Lindegaardens frugtplantage og gårdbutik i Kirkendrup lige udenfor Odense. Her præsenterede ægteparret Brita Rottwitt og Kim Nielsen nemlig de aktuelle danske æblesorter, samt en ny allergivenlig æblesort for de godt 200 interesserede forbrugere, som var mødt op i det flotte efterårsvejr.
Nye og gamle sorter
Der blev præsenteret og smagt på alle de gode velkendte sorter. Desuden var der arrangeret en smagsfest af de mange sorter. En klar vinder blev den nye sort Rubinola, skarpt efterfulgt af Zari og Elstar. Nøgleordene som kendetegnede de tre var, flot udseende, sprøde, saftige med en god aroma. Herefter fulgte Rubens, Rød Ingrid Marie, Rød Aroma, Rød Gråsten, Gala, Filippa, Holsteiner Cox, Santana og Belle de Boskoop i nævnte rækkefølge.
Retfærdighedsvis nævner Kim Nielsen, at ikke alle sorter var lige spisemoden på dette tidspunkt, hvilket jo kan have afgørende betydning for bedømmelsen. Dette gælder for sorterne Santana, Gala og Belle de Boskoop.
Det var første gang, at den nye allergivenlige æblesort Santana blev præsenteret for offentligheden. Den adskiller sig fra mange andre æblesorter ved ikke at have et ret stort indhold af det protein (mal d.1), som er det gen, der giver allergi.