Nystartet landmænd under 40 år skal have 25 procent mere i basisstøtte de første fem år, foreslår landbrugs-kommissær Dacian Ciolos i sit udspil til EU's fælles landbrugspolitik, der forventes gældende fra 2014.
Der skal flere unge ind i landbruget i Europa.
I dag er kun syv procent af landmændene i de 27 EU-lande nemlig under 40 år, og to tredjedele af alle landmænd er over 55 år.
Derfor har Kommissionen i sit forslag til den fremtidige fælles landbrugspolitik i Europa foreslået, at for at tilskynde de yngre generationer til at gå ind i landbrugssektoren vil man indføre en ny etableringsstøtte, som skal være tilgængelig for landbrugere på under 40 år i de første fem år af deres projekt.
- Det er typisk i etableringsfasen, at det er svært for de unge landmænd. Det er svært at komme i gang med en bæredygtig landbrugsproduktion. Der skal virkeliggøres noget kapital for at få de unge landmænd med, sagde landbrugskommissær Dacian Ciolos, da han i går fremlagde EU-Kommissionens forslag til den fremtidige landbrugspolitik i Bruxelles.
- Det er ikke fordi, at de unge ikke har lyst til at drive landbrug. Det er fordi, at de har svært ved at komme til. Der skal bruges mere og mere kapital og meget store investeringer for at komme i gang, sagde Dacian Ciolos.
Unge nyetableret landmænd vil i de første fem år kunne få udbetalt 25 procent mere i basisstøtte end deres allerede etablerede kolleger.