Man kan nærmest sige de har det hele - på nær selve stalden og minkene - hos virksomheden R2 Farm Partner A/S, der for få måneder siden flyttede salg og lager af egenproducerede minkbure og kasser fra Frederikshavn til helt nye lokaler i Hedensted - lige ved siden af hovedkoncernen R2 Group på Odinsvej.

I spidsen for afdelingen i Hedensted står Peter Rasmussen, der er business unit manager, og kollegaen Lars Kjær Mortensen, key account manager. I alt 7 ansatte er tilknyttet virksomheden.

- Med placeringen i Hedensted har vi fået en mere central placering ved siden af foderfabrikken, forklarer Peter Rasmussen, og tilføjer at der også stadig er produktion i Nordjylland i form, både i form af bure og kasser, samt en træmelsfabrik i Stenhøj.

Og der satses på både funktionalitet og kvalitet indenfor minkbure og kasser.

- Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Det skal kunne holde i takt med at mink bliver tungere og tungere, forklarer Peter Rasmussen, og tilføjer, at det er grunden til at tråd tykkelsen er blevet større i burene.

Trådnettet leveres fra en hollandsk producent. Et rustfrit trådnet i enten rustfrit stål eller aluzink, der tillige også kan leveres med en rengøringsvenlig plastic-coating.

- Et minkbur produceret i rustfrit materiale kan nærmest holde evigt. Og det skal også kunne holde til en del. Både ammoniak fra minkene og den rengøring med rengørings- og desinfektionsmidler, man bruget til det, forklarer Lars Kjær Mortensen, der tilføjer at man både har succes med et samle-selv-koncept såvel som levering af samlede bure og kasser, for de der ikke selv har mod eller tid til at gå i gang med det.

Omfattende netbutik
Foruden produktion og salg af egne bure, kasser, træmel og foder, har R2 Farm Partner også opbygget en omfattende netbutik, med salg af mange varenumre indenfor udstyr og tilbehør til peldyrproduktion.

Handsker, blanketter til registrering, pelsningsudstyr, rengøring- og desinfektionsmidler er bare et lille udsnit, og butikken, der blev etableret på nettet for to år siden kører fint. Netbutikken der findes på hjemmesiden www.farmpartner.dk fungerer også som virksomhedens varekatalog.

Konkurrencepræget marked
Det er nok gået de færrestes ører forbi, at det går rimeligt godt for den danske pelsdyrbranche med især produktion af minkskind, der går som varmt brød i Kina. Og den udvikling har også kunnet mærkes hos R2 Farm Partner A/S.

- Det går godt og der er godt gang i den. Men det er også et konkurrencepræget marked, hvor vi jo ikke er den eneste udbyder, forklarer Peter Rasmussen.

Han understreger, at det er danskproduceret kvalitet man satser på - ikke nødvendigvis det billigste segment - det er der andre, der får produceret i blandt andet Polen og Kina, der tager sig af.

Alligevel mener Peter Rasmussen og Lars Kjær Mortensen, at det alligevel totaløkonomisk er optimalt at satse på den gode kvalitet, der nok er dyrere, men til gengæld også holder langt længere.

Indtil videre glæder de sig begge over at det går godt for de danske pelsdyravlere - for det kan mærkes i ordrebogen i Hedensted.