Maskinstationen FL Jord ved Rødding halverer arbejdstiden på selv regnvåd jord ved at montere både frontgrubber og så-maskine på traktoren.
Selvom, landets landmænd stadig kæmper for at få høsten i hus - eller blot at få resterne her af væk fra regnvåde marker - så er det nu også tid til at så raps og kløvergræs.
Men det våde fra oven behøver faktisk ikke at være et problem for markarbejdet, beviser maskinstationen FL Jord ved Rødding i disse dage. Maskinstationens store Stieger-traktor på larvefødder, som normalt benyttes til dræningsarbejde, har fået monteret en ny Dalbo-frontgrupper til jordløsning - og samtidig sørger så-maskinen bagved for at spare arbejdsgange.
Hele maskineriet er 18 meter langt, og har en arbejdsbredde på seks meter. Og trods de mange ton på våd jord, er der hverken fare for at køre fast eller spild af arbejdstid.
- Vi testede traktoren i foråret sammen med en mindre traktor med almindelige hjul på forholdsvis våd jord. Ved traktoren med almindelige dæk så vi betydelige tegn på fastkørsel og marktryk efterfølgende, mens der under larvefødderne intet var at se bagefter. Og fordi vi lægger flere arbejdsgange sammen, er det muligt at reducere arbejdstiden til minimum det halve sammenlignet med de traditionelle så-metoder, hvor der ofte skal køres flere gange, forklarer Kim Skov Jensen, der er medejer af FL Jord og tidligere planteavlskonsulent.
Frontgrubberen fra Dalbo er den nyeste model, vis arbejdsbredde er udvidet fra hidtidig fire meter til nu seks meter.
Så-maskinen er en Horsch Pronto med ligeledes seks meters arbejdsbredde.