Carl Christian Pedersen, der i foråret blev valgt til formand for den nordjyske landboforening Agri Nord ser fremad. Formandsopgaven er et arbejde, han er meget optaget af.

- Det er en stor tillidserklæring at blive valgt til formand, og det forsøger jeg at leve op til.

Der er meget nyt i formandsudfordringerne, og det arbejde går han til med stort engagement.

- Jeg er formand for landboforeningen Agri Nord nu. Jeg arbejder for fremtiden, og det er dét, jeg gerne vil bruge min formandsperiode til, siger han.

Han kommer fra en plads i planteavlsudvalget. Det faglige er dét, der indtil nu har lagt beslag på tiden - ud over hustruen psykoterapeut Henriette Høgsbro, de fem børn, der nu er i alderen 16 til 29 år, samt jagt.

Det er en praktiker, der nu sidder i formandsstolen. Han lægger vægt på at være med i arbejdet hjemme på slægtsgården Vester Nejsig i Øster Hassing nord for Aalborg. Han overtog gården som tredje generation i et glidende generationsskifte sammen med hustruen dels i 1977 dels i 1986.

Planteavler
Landbruget består nu af 250 hektar, der i indeværende sæson dyrkes med 40 hektar melkartofler, 30 hektar alm. rajgræs, 100 hektar vinterhvede samt vinterraps og vårbyg.

Der er en fuldtidsansat i planteavlen samt fire fleksibelt beskæftiget med at køre frugtsaft fra Kartoffelmelsfabrikken Langholt, som han også selv leverer kartofler til.

Han bruger maskinstation til kartoffellægning og optagning samt til gyllekørsel fra den forholdsvis nyopførte, men nu udlejede slagtesvinestald, der er på ejendommen. Ellers passes marken med egen maskinpark.

Å-laug med naboer
Jorden er godt drænet lavbundsjord, der gennemskæres af åer, grøfter og kanaler. Med den type jord fik han sit gennembrud i privat-offentligt samarbejde med det daværende amt.

Det var en kamp, indrømmer han i dag. En kamp der blev ført gennem et å-laug sammen med naboerne. Og ikke en kamp der ubetinget blev vundet.

- Men jeg tør ikke spå om, hvor vi var nu, hvis vi ikke sammen havde ført den kamp, siger han, der mener, at den nuværende vandløbsmyndighed, Aalborg Kommune, har en langt mere pragmatisk indgangsvinkel til opgaven med at vedligeholde vandløb.

Men han forstår fuldt ud de mange husejere og sommerhusejere, der i denne tid slås med vand i kældre og andre steder.

- Det handler jo både for dem og for os om muligheden for at få vand væk. Konsekvenserne ses også på omkostninger og vores indkomst, siger han.

Engagementet
Men det er håndværket og teknikken deri, der fascinerer Carl Christian Pedersen ved landbruget.

- Det er engagementet, der gør forskellen. Det er vigtigt at kunne se det gode håndværk i landbruget, at være stolt af sit eget arbejde og at nyde, at andre gør et godt stykke arbejde, understreger han.

Formand Carl Christian Pedersen glæder sig over, at Agri Nord er en stærk forening med dygtig rådgivning og udviklingspotentiale. Men dygtige rådgivere er også en nødvendighed, mener han.

- Vi må erkende, at omfanget af regler og lovkrav her i Danmark giver et bureaukrati, der er tungt at arbejde med for eksempel omkring regnskab og EU-ansøgningerne. Og det bureaukrati har været stigende. Det betinger, at landmanden skal have meget rådgivning - og det er nødvendigt at have den dygtigste rådgivning, for selv en ganske lille fejl kan få store konsekvenser i flere år, siger han og lægger vægt på, at medarbejderstaben skal kunne udvikle sig, så de kan yde den bedste rådgivning.

Han understreger også, at pris og kvalitet hænger sammen, og han siger:

- Rådgivning koster, men vi har i Agri Nord ikke sat prisen op - snarere tværtimod.

Mod tåbelige regler
Carl Christian Pedersen vil i sin formandsperiode arbejde imod de mange tåbelige regler, der er forbundet med det bureaukratiske system, og som blandt andet ses i enkelbetalingsordningen.

- Vi oplever jo i de lande, der er omkring os, at de hverken har den mængde af regler, vi har i Danmark og heller ikke har det tyranni, der er i håndhævelsen af lovgivningen ned i den mindste detalje, siger han.

Derfor vil han opfordre de politiske partier til regelsanering og en meget mere praktisk rettet tilgang til en ny og langt mere enkel lovgivning, der efter hans mening skal afløse de mange regler.

- Reglerne er jo så komplicerede i dag, at vi landmænd har svært ved at efterkontrollere både selvangivelse og gødningsregnskab. Og dermed bliver lovgivningen ikke praktisk målbar, og det giver også en utryg situation, understreger han.

Han er ikke imod regler, men de skal være til at arbejde rationelt med, hvis landbruget stadig skal kunne yde et stort bidrag til den danske økonomi, understreger han.

- Vi skal have rammevilkår, hvor den praktiske forståelse mellem erhvervet og den politiske dagsorden er til stede, understreger han og forventer, at bedre rammevilkår vil skabe den nødvendige mangfoldighed og udvikling i erhvervet.

Højere priser
Carl Christian Pedersen fremhæver det danske landbrugs effektivitet, specielt med hensyn til den store produktion af korn, kød og mælk, men også af andre ting som pels og fjerkræ. Det er også det, der skal bære mod fremtiden.

- Men vi burde også få en højere pris, der kan være med til at belønne de højere krav, vi producerer under, tilføjer han.

Og han ser gerne mere mangfoldighed i produktionen - både for landmandens skyld og for forbrugerens skyld.

Krisetider
Men landmandens andel af fødevarepriserne skal op, mener han. Også for at forbedre likviditeten.

For det er en hård tid for landbruget, understreger formanden for Agri Nord Carl Christian Pedersen.

- Men vi er ikke alene om krisen, og vi har stadig et optimistisk og innovativt erhverv, der gør alt for at servicere gælden, siger han.

Og formanden understreger, at en stor del af gælden er opstået både som følge af den effektivisering og rationalisering, erhvervet har været igennem, men også som følge af de mange regler og krav fra det offentlige, der ses i blandt andet husdyrbrugslovgivningen.

Derfor kan en del af løsningen på de økonomiske udfordringer også være ændrede rammevilkår med et meget forenklet og dermed mindre omkostningstungt bureaukrati. Det er en af de ting, han vil arbejde for.

At han som landmand arbejder i og med naturen er vigtigt for Carl Christian Pedersen. Det er dét, der er vigtigt for ham i landmandslivet, og det var dét, der førte ham ind i organisationsarbejdet - nu som formand for Agri Nord.

- Vi driver jo landbrug på naturens præmisser. Vi er afhængige af vind og vejr, og vi skal behandle jorden, så den arbejder med os, understreger landmanden.

En af hans store passioner er jagt. Men selve jagten fylder kun meget lidt tidsmæssigt i forhold til arbejdet med at få den effektive planteavl og det rige dyreliv til at fungere side om side. De mange initiativer med insektvolde, vildremiser, mulighed for støvbadning og græsning til dyrene har også givet Carl Christian Pedersen konkrete ideer og visioner til, hvordan man kan lave en funktionel, praksis rettet Grøn Vækst.

Derfor glæder han sig til efterårets store arbejde med de planer. Og han sidder i Landbrug og Fødevarers følgegruppe til Grøn Vækst. Det er den gruppe, der skal have hånd i hanke med planer og implementering af Grøn Vækst.

- Vi skal øge biodiversiteten uden de alt for stive regler, mener han og påpeger, at mange landmænd undlader at lave natur-oaser, fordi de er bange for, at de så vokser ind i paragraf tre områder, der siden vil hæmme deres landbrugsdrift.

Og når reglerne er skruet sådan sammen, får vi ikke den nye natur, vi ellers kunne få, mener formanden.

Hvilken natur
Og så vil han gerne diskutere begrebet natur.

- Ingen ønsker ret meget af den oprindelige danske natur tilbage. Det vil jo sige krat. Alt andet er et kulturlandskab - og det er det, vi alle vil have, og derudfra vi skal snakke, siger landboforeningsformanden og understreger, at snakken om natur også skal befris for de snærende regler omkring udpegninger og stramme tilskudsregler.

- Mange af de landskaber, der i Grøn Vækst planerne kaldes naturlige, er jo menneskeskabte, mener han og peger blandt andet på de mange grøfter og kanaler, der nu optræder som målsatte vandløb.

- Grøfter er nu engang lavet for at løse et problem. Ikke for at skabe et problem. Det skal man have for øje, siger han.

Teoretisk lovjungle
Grøn Vækst er efter Carl Christian Pedersens holdning blevet til en fortvivlet diskussion i lovjunglens land baseret på teoretiske beregninger, der ikke holder. Et eksempel er det helt teoretiske ålegræsværktøj.

- I det hele taget levner Grøn Vækst i den oprindelige form ikke plads til landbrug i vores del af Danmark, understreger han og tilføjer, at efterårets store opgave er at få lovgivning og landbrug til at passe funktionelt sammen i Grøn Vækst-planerne også i Nordjylland.

Og det vil sige, at der skal skabes en god økologisk tilstand. Til det skal der være mere konkret viden, mener Carl Christian Pedersen.

Derfor har han været en af initiativtagerne til projektet med at måle næringsstofferne i drænvand. Et projekt der nu bliver landsdækkende.

Han er overbevist om, at drænvandet ikke er den store synder, men der er behov for dokumentation omkring det, siger han.

- Den konkrete viden skal bruges i forhandlingerne. Og så kan vi om nødvendigt etablere små vådområder, som de har gjort blandt andet i Sverige, påpeger han og glæder sig til med konkrete forslag og viden at gøre en forskel i forhandlingerne.

Det gælder overskud på daglig drift.

Så klart og så kort udtrykker formand Carl Christian Pedersen sin hovedvision for medlemmerne i landboforeningen Agri Nord. Og det betyder en dygtig og effektiv rådgivning.

Men han ser også Agri Nord som en forening, der arbejder meget med fremtidsvisioner blandt andet gennem et nedsat visionsudvalg og et nyt ungdomsudvalg.

- Det er vigtigt at tiltrække de unge, der står på tærsklen til landmandstilværelsen. Både for de unges skyld, men også for at få deres visioner med ind i arbejdet, understreger formanden.

Og så finder han det vigtigt at have en god dialog med de offentlige myndigheder for at forstå og udnytte hinandens ressourcer.

Derudover vil den nordjyske forening arbejde på at give hovedorganisationen Landbrug og Fødevarer input, så de holdes fast på den skarpe kant, og de holdes op på relevante problemstillinger.

Han forventer så til gengæld, at hovedorganisationen leverer materiale, så den lokale forening kan håndtere de lokal-politiske udfordringer. Det samspil glæder han sig til at medvirke aktivt i.

- Samtidig ønsker vores medlemmer en hurtig udmelding, når problemer opstår. Det vil vi leve op til, siger han, der for alvor er trukket i det politiske arbejdstøj.