Priser ned til 117 kroner for salg af foderhvede
Stærkt svingende priser på hvede og byg på det fysiske marked i Danmark.
Det er ikke lige meget, hvor i landet, man har sin bedrift, når man vil handle korn i disse dage.
Hos Danish Agro oplyser Michael Lorentzen, detaildirektør Fyn, at priserne med forbehold for regionale udsving, m.m., i går lå på 123-127 kroner for foderhvede leveret i høst og 162-165 kroner for maltbyg leveret i høst. Priserne skal dog tages med store forbehold, understreger Michael Lorentzen.
Detaildirektøren vurderede, at Danish Agros købsprisleje på foderbyg i går var for usikkert til, at han kunne udtale sig om det, og henviste i stedet til salgsdirektør Henning Fogh, som det desværre ikke lykkedes avisen at træffe i går.
Nervøst marked
De samme store forbehold for priserne går igen hos en anden stor spiller i markedet, DLG.
- Priserne svinger regionalt og lokalt, og kvaliteten af partiet har selvfølgelig også en stor indflydelse. Desuden er markedet meget volatilt og nervøst i denne tid, så en pris i går siger ikke nødvendigvis så meget om prisen i dag, fortæller korndirektør i DLG, Mogens Frederiksen.
Han henviser desuden til, at der sker en individuel prissætning i den enkelte DLG-forretninger, og han derfor ikke kan give noget generelt billede af forretningernes priser rundt om i landet.
- Men en indikation på prislejet er priser i 30’erne på byg og 20’erne-30’erne på hvede, vurderede korndirektøren, og tilføjede:
- Priserne afhænger ikke blot af fundamentale underskud og overskud af korn, men i høj grad også af finansielle faktorer. Vores holdning til prisdannelsen er dog, at det er de fundamentale forhold, der får den afgørende effekt på priserne.
130 kroner for foderhvede
Effektivt Landbrug spurgte i går en række foderstoffer om de aktuelle kornpriser, men mange tøver endnu med at komme med offentlige udmeldinger.
Heriblandt forretningsfører i Vestjyllands Andel, Carsten Lauridsen, som dog godt ville give et bud på den jyske foderstofs salgspris på slagtesvinefoder. En typisk slagtesvineblanding ville Vestjyllands Andel i går formiddags sælge for cirka 180 kroner. Bytter man med eget korn, var det i går muligt at gøre det for cirka 35 kroner »med det hele«.
Det fynske handelsselskab Agrobizz ville i går give cirka 130 kroner for foderhvede leveret i høst. Maltbyggen ville selskabet ifølge kornchef Thomas Lundgren købe for cirka 170 kroner afhentet, mens vinterbyg i går lå på 135 kroner leveret i høst.
- Det korn, der kommer ind, er i øvrigt tørt og i en flot kvalitet. Den hollandske vægt er god, og vandprocenten er også ok, sagde Thomas Lundgren, som også understreger, at priserne sandsynligvis er ændret, når disse linjer læses.
Seneste meldinger
Agromarkets nyhedsbrev, »Råvare- og Finans Update«, fra i går vurderede, at foderpriserne for foderhvede lå i et niveau mellem 135 og 145 kroner ved salg til foderstoffen, dog med den bemærkning, at ny høst 2011 lå fra 117 til 125 i Nordjylland samt 134 i Sydjylland for hvede og 130 kroner for byg.
Hvis man skal købe, lå priserne på 155-168 kroner. Der var ingen meldinger om priserne på ny høst.
Skal man købe færdigfoder til svin, lå prisintervallet ifølge AgroMarkets (termin 08.11-) fra 175 til 185 kroner for drægtighedsfoder (165-172 på ny høst), 195 til 205 kroner på diegivningsfoder (180-185 på ny høst), 235 til 240 på smågrisefoder 20-30 kg og 229-245 på smågrisefoder fra 30 til 100 kilo. Slagtesvinefoder har i de seneste dage ligget på 190-205 kroner, og på ny høst 175-180 kroner.
Handelsråd
Det var i går ikke muligt for Effektivt Landbrug at få en kommentar fra Jakob F. Kjærsgaard, ledende planteavlskonsulent i Gefion, om de aktuelle priser på Sjælland.
Effektivt Landbrug ville også gerne have hørt handelsrådgiveren Palle Jakobsen fra agrocom.dk give gode råd om, hvordan landmændene skal forholde sig handelsmæssigt, men han vendte i går ikke tilbage på vores henvendelse på grund af ferie.