Ikke behov for mere vand
HØSTPROGNOSE: Afgrøderne står stadig godt, men nedbørsmængderne er begyndt at true årets høst.
Fra den 1. til den 19. juli kom nedbørsmængden op på 68 millimeter. DMI oplyser, at normalen er 66 millimeter for hele måneden, men det er altså allerede passeret kun lidt over halvvejs gennem måneden.
- Det er for tidligt at være pessimister. Afgrøderne er ikke ødelagt endnu, men det er da ingen hemmelighed, at der ikke er brug for mere vand – og det gælder alle jordtyper, siger planteavlskonsulent Annemette Pagter fra LandboMidtØst.
De store vandmængder har dog allerede sat sine spor på markerne. Nogle steder er kornet slået ned og især i vinterhveden er svampesygdomme som Septoria, Bladplet og Fusarium ved at tage magt.
Problemer med bjærgningen
Hos LandboNord står tørvejr også øverst på ønskelisten.
- Vi skal have tørvejr nu, ellers bliver høsten ikke god, siger Jens Elbæk Andersen, der er chefkonsulent for planterådgivningen.
Hvis der kommer sol og tørvejr, ser han lyst på situationen, men frygter flere 50 millimeter byger, der kan lægge kornet ned og få det til at spire. Også i den nordlige ende af landsdelen er der begyndende problemer med Fusarium.
Skulle det gå så galt, at der kommer mere vand, så kan det også blive et problem at køre på de våde marker. Selv har han på Gjøl høstet to hektar med vinterbyg, der har givet gennemsnitligt med en vandprocent på 16.
- Men intet er sikkert, før kornet ligger i laden, slår han fast.





































