Chaufføren er ikke kun ratholder
Det er et større privilegium at omgås mennesker end malkekøer, mener Preben Andersen efter jobskifte.
Når Preben Lykke Andersen starter dagens gang hjemme fra boligen i Jordløse, kan der være mange afvekslende opgaver som chauffør for Glamsbjerg Turist ApS.
- Det er blevet en hverdag, som jeg ikke forestillede mig, da jeg malkede køerne på min tidligere bedrift i Filstruplund ved Haarby, som blev solgt i 1994. Jeg havde bestemt ikke noget imod at malke køer, men nutidens omgang med passagerer giver mig en social kontakt, som jeg nyder meget, siger Preben Andersen.
- Ligesom man ikke skulle være ligeglad med serviceringen af en ko, så skal man tage godt vare på passagererne, uanset hvem det er og hvornår på døgnet, fastslår Preben Andersen efter sine godt fem års erfaring i den branche.
At hans kone, Anne Andersen, efter mere end 30 års udearbejdende køkkenaktivitet også har valgt chaufførhvervet, er de begge godt tilpas med.
10 år med gardinmontering
- Da malkekvægholdet blev afskaffet, var det klart, at lønarbejde skulle skaffe til dagen og vejen, som man siger, og i mit tilfælde startede jeg på en metalvarefabrik, men fik hurtigt et andet, tiltrækkende bud ved Garditec i Nr. Broby, fortæller Preben Andersen.
Han befandt sig godt med at foretage opmålinger og gardinmontering hos kunderne, så længe det varede, og det var i godt 10 år frem til 2005, hvor der blev behov for jobskifte. Kortvarigt med alt muligt, herunder oprydning efter årets festival på Langeland.
- Jeg overvejede meget at tage uddannelsen til autoriseret kloakmester, men valgte så chaufføruddannelsen, hvor jeg hurtigt fik den første ansættelse ved Broby Taxa og Turist, inden det blev mit nuværende job i Glamsbjerg, siger Preben Andersen.
Fantastisk variation
Preben Andersen fremhæver med den store variation i kørslernes formål, at jobbet som chauffør er langt mere end bare det at være ratholder.
Han fortæller, at fra morgenstunden kan det være tur med børn til institution, hvor de også skal hentes senere om eftermiddagen. Ældre mennesker skal køres til daghjem for at få en oplevelse uden for hjemmet. Patientbefordring kan også forekomme.
Dagen byder ikke kun på fastlagte opgaver. Som chauffør skal man være beredt til lidt af hvert, og Preben Andersen kan give flere eksempler på forandringer i hverdagene:
- Forleden var en bus punkteret på Østfyn, og gæsterne skulle til Skørping i Nordjylland, så det blev noget senere fyraften end forventet, da jeg blev kaldt til turen. En anden dag skulle 110 medarbejdere ved en virksomhed i Fredericia til Esbjerg for afprøvning af redningsudstyr.
- Fodbold- og ishockey tilhængere vil gerne rundt i Europa og følge kampene, så det er en af mange former for udflugter, som årets gang byder på, nævner Preben Andersen, der kører med op til 70 passagerer, når det er i dobbeltdækkerbussen.
Da Preben Lykke Andersen i 1987 købte eget landbrug i Filstruplund ved Haarby, var det efter en klassisk tilgang til erhvervet, og med tanker om en livslang tilværelse som selvstændig.
- Min farfar var startet med et statshusmandsbrug på fem tønder land, og det havde far bygget op til 50 tønder land og med 50 køer. Så min opvækst i Holte var forbundet til arbejdet med kreaturer, fortæller Preben Andersen, som også »tjente bønder« efter skoletiden.
- Jeg var såmænd fodermester som 17-årig, så det var inden driftslederuddannelsen på Dalum Landbrugsskole. Årene med landbrugspraktikken var udelukkende på Fyn, hvor jeg også købte mit eget landbrug med tanke for en vis fælles drift med andre, fortæller Preben Andersen.
Ikke passe andres køer
Udviklingen forekom ikke gunstig efter Preben Andersens mening. Han brød sig ikke om faldende mælkepriser, som animerede til udvidelse med plads til flere køer for at kompensere den reducerede indtjening.
- Derfor kom tanken om at skippe det hele. Måske kunne det være bedre at passe andres køer som ansat, som jeg havde tilbud om. Men nej, så kunne vi lige så godt sælge, mente konen og jeg.
Landbruget blev nu ikke opgivet, for efter gårdsalget blev der købt andet landbrug i Jordløse. Nu uden malkekvæg. De 25 hektar blev bortforpagtet, men gennem en del år var der hestepension i bygningerne.
- I dag er der kun to jagtglade hunde og tre får at se til. Plus nogle skønne omgivelser, som kræver pleje. Men det er et bosted, hvor der er »højt til loftet« i den forstand, at himlen rækker højest. Så er det svært at forlange mere, når vi selv har kunnet vælge vores vej, pointerer Preben Andersen, som også får udtalelsen bekræftet af konens bifaldende blik.
Efter landbruget – en serie om landmænd, som har fået anden beskæftigelse.







































