Brockenhuus er rask igen, men går ned på fuld tid
Afgående formand Michael Brockenhuus-Schack erkender, at sygdommen har presset ham til at se livet under nye perspektiver. Nu kigger han igen fremad, men det skal i højere grad ske derhjemme.
AF BØJE ØSTERLUND
- Jeg har nu fået et varsel om, at jeg skal til at prioritere mit liv anderledes, siger afgående formand for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, der både åbnede det ekstraordinære delegeretmøde og senere - dybt rørt - takkede for den tid, organisationens medlemmer havde overladt ham ansvaret.
- Det har været et fantastisk spændende arbejde at deltage i, og det er jeg jer alle sammen dybt taknemmelig for, siger Michael Brockenhuus-Schack og fortæller, at han i princippet er rask igen efter sin kræftoperation i februar, men at han skal holdes under intensiv kontrol hver sjette måned de kommende fem år.
- Lægerne har fortalt mig, at det kun vil være godt for mig at have et fuldtidsarbejde, men så heller ikke mere. Jeg regner med at have afviklet alle de poster, der har fulgt med jobbet som formand for Landbrug & Fødevarer, i løbet af indeværende år. Derefter vil jeg fastholde mine bestyrelsesposter i nogle børsnoterede selskaber og min rolle i blandt andet Realdania.
Hjem på bedriften
Den afgående formand vil herefter bruge mere tid hjemme på Giesegaard og her få mulighed for at deltage i udviklingen af bedriften. Ikke mindst ser han også frem til at se mere til familiens to børn på henholdsvis 18 og 16 år.
- Det gør noget ved mig som menneske og sætter tingene i et andet perspektiv at blive mødt af en alvorlig sygdom, siger Michael Brockenhuus-Schack, der for få år siden mistede sin søster, der ligeledes blev ramt af en kræftsygdom.
- Vi var kun os to søskende, og nu vil jeg også være der for mine forældre, som jeg er så heldig at have begge to. Det her har også ramt dem hårdt, siger han.









































